EKSTRA ORDINÆR GENERALFORSAMLING 29. NOV 2017

 EJERFORENINGEN RØNNEVANGSPARKEN

Referat af

ekstraordinær generalforsamling den 29. november 2017

----------------------------------------------------------------------------

År 2017, den 29. november, kl. 19.00 afholdtes i Medborgerhuset, Taastrup, ekstraordinær generalforsamling i Ejerforeningen Rønnevangsparken.

Tilstede var 54 ejere repræsenteret, herunder 5 ved fuldmagt og advokaterne Steen Ternstrøm og Uno Ternstrøm.

Formand Jacob Nielsen bød velkommen og henviste til den med indkaldelse af 14. november 2017 udsendte dagsorden:

Ad 1. Valg af dirigent og referent:

På formandens forslag blev advokat Steen Ternstrøm valgt som dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.

Ad 2. Forslag om medtagelse af servitut vedr. overdækning af indgangspartier, terrasseoverdækning, redskabsskur og udestue:

Steen Ternstrøm gjorde indledningsvis opmærksom på, at der i det med indkaldelsen udsendte servitutudkast foretages nogle redaktionelle ændringer, herunder således at ordet ”indgangsfacade” alle steder i teksten ændres til ”indgangsparti”, - og at ordet ”deklaration” i slutningen af servitutteksten alle steder ændres til ”servitut”. Et par mindre trykfejl rettes også.

Dernæst præciserede dirigenten, at det udsendte servitutudkast havde det indhold, som kommunen har godkendt. Servitutten skal herefter godkendes af generalforsamlingen som betingelse for, at servitutten kan tinglyses på ejerforeningens ejendom. Dirigenten åbnede herefter for debat og spørgsmål.

Kim Jarvinen henviste til servituttens bemærkning om transparente plader, idet han for mange år siden har udført tagbelægning med de gamle tagplader, der dengang var tilladt. Han spurgte derfor om hans tagplader skulle ændres.

I den anledning fremkom flere bemærkninger om, at de tidligere anvendte tagplader ikke var plader, som bygningen var født med, og der blev henvist til, at der i denne henseende bør kunne søges dispensation.

Karsten Ansbjerg efterlyste en nærmere forklaring på, hvad transparente plader er og hvorfor de skal anvendes.

Eli Sørensen gjorde opmærksom på, at der fra kommunens side for mange år siden var givet tilladelse til terrasseoverdækninger, og at det allerede dengang fra kommunens side blev anført, at tagplader skulle være transparente. Dette har således fra starten været kommunens krav. En plade er transparent, når lyset kan gå igennem den.

Michael Rasmussen tilføjede, at transparent typisk er opalhvid, og Michael tilføjede, at han ikke forventer, at kommunen går særligt højt op i en nærmere definition af begrebet.

John Byrgesen henviste til boligreglementet 2010, der angav anvendelse af ”plast”.

Frank Roemer tilføjede, at tagmateriale skulle være i overensstemmelse med brandmyndighedernes krav.

Michael Rasmussen henviste til, at pladerne skulle være trædefaste, men at det er uklart, hvilke pladetyper som kan betragtes som godkendt. Pladerne skal dog have en vis tykkelse.

Jacob Nielsen gjorde opmærksom på, at kommunen fra begyndelsen af forhandlingerne havde tilkendegivet, at den ønsker så få detaljer som muligt, således at kommunen havde anvist, at ønsket om flere detaljer må komme til udtryk i foreningens boligreglement.

På spørgsmålet om, hvor bred en gangbro skal være, henviste Morten Guldager Jensen til, at kommunen formentlig er ligeglad, men at det brandmyndighederne der afgør sådanne spørgsmål. Kommunen interesserer sig alene for, hvorledes bygningerne ser ud.

Lilli Christensen oplyste, at de til servitutten knyttede tegninger var udtryk for brandmyndighedernes minimumskrav.

Henning Dalhus spurgte om de foreslåede gipsvægge ikke vil blive opløst af regn.

Michael Rasmussen bemærkede, at gipsvæggene er brandhæmmende og at de skal beklædes.

Solveig Petkovic spurgte om placeringen for nedløbsrør fra tagrender.

Michael Rasmussen forklarede mulighederne for at placere nedløbsrør.

På spørgsmålet om der også skal etableres gipsvægge på ydervæg for enderækkehus oplyste Michael Rasmussen, at der i disse tilfælde næppe er behov for en brandvæg.

Henning Dalhus fortalte om nogle uheldige eksempler på afløbsforhold og spurgte om det var nødvendigt at etablere faskine eller lign. I samme forbindelse oplyste Solveig Petkovic, at hun i sin lille have har 4 brønde, hvoraf 1 befinder sig under terrassegulvet. Hun spurgte derfor om det var nødvendigt at flytte sidstnævnte brønd.

Michael Rasmussen oplyste, at der i dette tilfælde må etableres et trædæksel i gulvet over brønddækslet, således at det er muligt at komme til brønden.

Der var mange spørgsmål og bemærkninger om fjernelse af hæk mellem havestuer, evt. anvendelse af brandhæmmende maling, behov for ændring af overdækket terrasse, der var opført i overensstemmelse med det gamle ordensreglement og til sidstnævnte fremhævede dirigenten, at det som udgangspunkt må forventes, at de nye regler i servitutten ikke får tilbagevirkende kraft, således at tidligere opførte og godkendte overdækninger m.v. fortsat må anses for lovlige, og at der fra kommunens side må forventes at blive givet tilladelse eller dispensation for sådanne bygninger. På spørgsmål om fremgangsmåde ved ansøgning om lovliggørelse og evt. dispensation, blev der henvist til den anførte tekst i indkaldelsen og det blev præciseret, at det er kommunen der har meddelt, hvorledes der skal forholdes ved ansøgning om lovliggørelse og evt. dispensation.

John Byrgesen henviste til, at det gamle boligreglement ikke nævnte noget om væg mod nabo og spurgte om det var tilladt i sidevæggen at etablere et vindue.

Michael Rasmussen svarede til det sidste, at sidevæggen skal være en brandvæg, og at der derfor ikke kan være et vindue heri.

Jens Otto Spliid efterlyste en kontaktperson til rådgivning inden man gik i gang med opførelse af havestue.

Henning Dalhus spurgte om opførelse af havestue kunne medføre ny ejendomsvurdering med deraf følgende forhøjelse af ejendomsskat. Dirigenten svarede, at dette ikke kunne udelukkes.

John Byrgesen undrede sig over forskelle i tegningernes målsætninger, hvortil Lilli Christensen svarede, at dette skyldtes hensyntagen til de allerede bestående bygninger og at udvalget havde bestræbt sig på at finde nogle middelmål af hensyn hertil.

Michael Rasmussen tilføjede, at der bliver udarbejdet flere specifikationer af hensyn til de der skal bygge ny havestue.

Der var tilkendegivelse med henstilling om at man bør opføre havestuen, så den ligner naboens for at tilvejebringe ensartethed. Hertil bemærkede John Byrgesen en undren over tegningernes udtryk ”efter eget ønske”, som ikke tyder på ensartethed.

Lilli Christensen oplyste, at det anvendte udtryk igen var hensyntagen til de der allerede har opført havestue, således at de lettere kan opnå godkendelse eller dispensation. I øvrigt er de allerede opførte bygninger meget forskellige.

Der var herefter flere indlæg om, at det næppe er hensigtsmæssigt at få for mange små detaljer med i servitutten, - om brandfare, - om hvornår der kan søges godkendelse på allerede opførte bygninger, hvortil dirigenten bemærkede, at der vil tilgå meddelelse til ejerne, når servitutten er tinglyst og anmeldelser og ansøgninger kan indsendes til kommunen.

Til spørgsmålet om brandfare oplyste Michael Rasmussen, at det er gipspladerne og stenulden der er brandhæmmende, og ikke det træværk man evt. inddækker disse materialer med.

Jacob Nielsen gav udtryk for, at det er bestyrelsens hensigt at udarbejde et nyt boligreglement, hvor flere detaljer og materialevalg, farver og lign. vil fremgå.

Til spørgsmålet om enderækkehusenes særlige overdækninger var der enkelte indlæg og dirigenten præciserede at dette forhold ikke indgik i servitutten.

Jan Hartmann præciserede, at forsamlingen ikke skal stemme om, hvorvidt tegningerne er korrekte eller ej, men derimod om ejerne skal have mulighed for at lovliggøre allerede opførte bygninger og opførelse af nye.

Herefter satte dirigenten servitutforslaget under afstemning. Afstemningen udviste, at 47 stemte for servitutteksten, 4 stemte imod og 3 undlod at stemme.

Dirigenten konstaterede herefter, at servitutten var godkendt med overvejende flertal og at der dermed samtidig meddeles bestyrelsen fuldmagt til – på ejerforeningens og alle ejernes vegne – at foranledige servitutten underskrevet og tinglyst på ejerforeningens ejendom.

Herefter konstaterede dirigenten, at dagsordenen var udtømt og takkede for god ro og orden.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

28.10 | 14:38

Er det stadig Jon/Dansø man skal henvende sig til hvis man vil vide hvad forsikringen dækker helt konkret?

...
09.09 | 21:57

Nej, der er ingen kode umiddelbart. Prøv at ringe til YOU SEE, det er dem der står for det.

...
09.09 | 11:04

Hej

Lige flyttet hertil og har problemer med at få kabel tv til at virke. Er der en kode jeg skal trykke
Hilsen Anja

...
08.09 | 13:53

kan godt anbefale fibernet fra waoo var med til at få det ind i runeparken og det fungeret rigti godt og var billiger en alt andet

...
Du kan lide denne side