REFERAT FRA GENERALFORSAMLINGEN 23.04.2019

EJERFORENINGEN RØNNEVANGSPARKEN

Referat af ordinær generalforsamling den 23. april 2019

År 2019, den 23. april, kl. 19.00 afholdtes i Taastrup Kulturcenter, Taastrup, ordinær generalforsamling i Ejerforeningen Rønnevangsparken.

Tilstede var repræsentanter for 79 ejerlejligheder, gårdmand Christian Sjøquist og advokaterne Steen Ternstrøm og Mette Ternstrøm.
Formand Jacob Nielsen bød velkommen og henviste til den med indkaldelsen af 5. april 2019 udsendte dagsorden:

Ad 1. Valg af dirigent:

På formandens forslag blev advokat Steen Ternstrøm valgt som dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.
Ad 2. Bestyrelsens årsberetning for det senest forløbne år:

Formand Jacob Nielsen henviste til den udsendte, skriftlige årsberetning, der kort blev gennemgået.

Supplerende oplyste formanden, at man i en tidligere periode ikke havde det ønskede vedligeholdelsesniveau på fællesarealerne, men at det tætte samarbejde med den nye gårdmand det seneste år var yderst tilfredsstillende, så niveauet igen var højt.

Jacob Nielsen oplyste i øvrigt tillige, at der nu var 24 skure i Egevangshusene, som var renoveret, og at arbejdet fortsatte. Under formandens gennemgang af forsikringssagen mod Topdanmark supplerede advokat Steen Ternstrøm med oplysninger om, at sagen p.t. er udsat på syn og skøn, og at dom vil blive lagt på foreningens hjemmeside, når denne foreligger.

Med hensyn til den såkaldte tryghedsvandring opfordrede formanden beboerne til at tale med bestyrelsen, såfremt de følte utryghed på steder i området.

Med hensyn til undersøgelse af tagene oplyste formanden supplerende, at der iflg. Teknologisk Institut ikke var grund til at foretage flere prøver.

Hvis beboere ønsker at deltage i planlægningsarbejdet i forbindelse med foreningens 50 års jubilæum, opfordrede formanden de pågældende til at melde sig.

Jens Otto Spliid spurgte, om det havde betydning for tagets levetid, at skaller fra tagpappet var drysset ned fra tagene, og formanden oplyste i den forbindelse, at det iflg. Teknologisk Institut ikke skulle have betydning for tagets levetid. Gårdmand Christian Sjøquist oplyste på forespørgsel, at ansvaret for vedligeholdelse af fjernvarmerør på loftet ikke tilkommer de enkelte ejere, modsat rør i lejligheden, som er ejernes ansvar ligesom faldstammerne i lejlighederne.
Herefter tog generalforsamlingen beretningen til efterretning.

Ad 3. Forelæggelse af årsregnskab 2018:

Steen Ternstrøm gennemgik det udsendte årsregnskab med resultatopgørelse, balance og noter. Det blev særligt fremhævet, at de realiserede udgifter stort set følger de udgifter, der var afsat i budgettet, selvom der er differencer f.eks. vedr. forsikringssager, selvrisiko, som er meget vanskeligt at forudse, pensionstillæg og administrationsomkostninger. For så vidt angår stigning i administrationsomkostninger henvises særligt til specifikation side 9. Afvigelser i henhold til budget skyldes udgifter til landinspektør og tinglysning. Der har været færre udgifter til møder og arrangementer end budgetteret. For så vidt angår udgifter til reparation og vedligeholdelse henvistes til specifikation side 10, hvor udgifter til kloak og udgifter til drift og reparation af traktor m.m. afveg fra budgettet. Der var dog ikke tale om væsentlige afvigelser.

Steen Ternstrøm bemærkede i øvrigt, at der var anvendt væsentlige færre udgifter end budgetteret til advokathonorar i forbindelse med forsikringssag, men at foreningen måtte påregne at udgifterne ville blive realiseret i 2019 i stedet.

Sammenfattende konstaterede advokat Steen Ternstrøm, at der havde været samlet færre udgifter kr. 3.102.391,00 end budgetteret kr. 3.332.000,00, og at årets driftsresultat dermed også var højere kr. 342.013,00 end budgetteret kr. 113.000,00.

Balancen pr. 31/12 udviser en likvid beholdning på i alt kr. 2.746.188,00, hvilket særligt skyldes det pæne årsresultat.

Endelig redegjorde Steen Ternstrøm for mellemregning med ejerforeningen kr. 80.551,00 (i 2017 kr. 18.000,00), hvilket bl.a. hang sammen med tillægslån i tagprojekt, som ophørte i september 2018. Der blev også redegjort for forudbetalte omkostninger og opsparing i grundfond, som skal anvendes til specifikke større renoveringsarbejder. Udover opsparing i grundfond kr. 1.971.728,00 er foreningens øvrige egenkapital efter årets fine resultat kr. 947.978,00.

Steen Ternstrøm gennemgik balance pr. 31/12 2018, tagprojekt, og henledte opmærksomheden på at der løbende bliver afdraget på gæld vedr. tagprojekt gennem ejerforeningen.

Jens Otto Spliid spurgte hvilke omkostninger, der var tale om i forbindelse med landinspektør og tinglysning, og fik oplyst, at der var tale om udgifter i forbindelse med udestuerne. Jens Otto Spliid spurgte ind til forskellen mellem udgifter: Genbrugsgård, vedligeholdelse og drift af genbrugsgården (regnskabet side 10), hvortil gårdmand Christian Sjøquist forklarede, at vedligeholdelse bl.a. omfatter udgifter i forbindelse med reparation af port, mens driftsudgifterne vedrører tømning i forbindelse med byggeaffald, jord o.lign., som ikke normalt afhentes af kommunen.

Endelig bemærkede Jens Otto Spliid, at der i regnskabet side 7 var medtaget udgifter til renovation kr. 58.598, idet han samtidig bemærkede, at der over ejendomsskattebilletten bliver opkrævet penge til afhentning af almindelig husholdningsaffald, glas m.v. Gårdmanden og formanden lovede at undersøge og sikre sig, at der ikke blev betalt 2 gange for samme ydelse.

Henning B. Dalhus bemærkede, at det udførte arbejde i forbindelse med istandsættelse af skurene var et ringe håndværk, i hvilken forbindelse Christian Sjøquist bekræftede, at der var kontakt til tømrerfirmaet med henblik på udbedring, og formanden supplerede med oplysninger om, at bestyrelsen overvejede at indgå aftale med et andet tømrerfirmaet med henblik på istandsættelse af de resterende skure.

Formanden bekræftede i øvrigt, at der ville blive sendt en information ud vedrørende oplysning om renovationsudgifter og opkrævning over ejendomsskattebillet på Jens Otto Spliids forespørgsel.

På forespørgsel oplyste Steen Ternstrøm, at gæld vedrørende tagprojektet bliver fordelt mellem alle 288 boliger, og at det ikke er muligt for de enkelte ejere at indfri den pågældendes andel af gælden.

Herefter konstaterede dirigenten, at forsamlingen enstemmigt godkendte årsregnskabet.

Ad 4. Budget 2019 og fastsættelse af fællesbidrag:

Herefter gennemgik formanden budgettet for 2019 (regnskabet side 7), og der er ikke væsentlige ændringer i forhold til budgettet for 2018. Dog henledte formanden opmærksomheden på, at udgiften til ejerforeningens forsikringer er blevet billigere i forbindelse med, at foreningen har skiftet forsikringsselskab til Gjensidige.

Til budgettet bemærkedes i øvrigt, at der afsat lidt flere penge i budgettet for 2019 end 2018 til vedligeholdelse og drift af genbrugsgården. Det skyldtes, at det viste sig, at budgettet ikke helt holdt i 2018 bl.a. fordi, der var uforudsete udgifter i forbindelse med en port, som gik i stykker. Der er desuden afsat lidt flere penge i budgettet for 2019 til vedligeholdelse af legeplads samt traktor.

På forespørgsel bekræftede Christian Sjøquist, at man indhentede flere tilbud, når der var behov for ekstern bistand, dog var der kun et firma, der kunne tage sig af tagrenderne. Formanden oplyste supplerende, at man i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af rør altid tog fat i Poul-Erik, som kendte husene.

Jim Larsen spurgte, om der var anvendt forsikringsmægler i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftale med Gjensidige, hvilket Steen Ternstrøm kunne bekræfte.

John Byrgesen henstillede til, at foreningens forsikringspolice, vedtægter og regnskab blev lagt på foreningens hjemmeside.

Steen Ternstrøm oplyste, at der var nogle tekniske problemer i denne forbindelse.

På forespørgsel bekræftede Steen Ternstrøm, at udgift til hybridgrundpakke var steget. John Byrgesen spurgte, hvor tit man forhandlede med hybridnet om priser. Formanden oplyste, at der var tale om en 5-årig aftale, og Steen Ternstrøm oplyste, at han erfaringsmæssigt i andre ejerforeninger kunne se, at man ofte valgte YouSee, selvom de var lidt dyrere, men understregede i øvrigt, at der er kommet en ny lovgivning sidste år, der gør muligt for de individuelle medlemmer at melde sig ud af aftalen – også f.s.a. grundpakken. Foreningen vil dog være bundet af kontrakten. I tilfælde af en udmeldelse vil udgifterne blive reguleret over opkrævning af fællesudgifter, og det påvirker ikke udgifterne for de, som bliver hos YouSee. En eventuel udmeldelse skal ske via administrators kontor.

Generalforsamlingen godkendte enstemmigt budgetforslaget samt forudsætningerne om, at fællesudgift og fællesbidrag til grundfond fortsætter uændrede.

Ad 5. Valg af bestyrelse:

a.       Valg af formand: Jacob Nielsen blev genvalgt.

 

b.       Valg af bestyrelsesmedlemmer:

Thomas Nielsen blev genvalgt. Som nyt medlem valgtes Marianne Svankjær.

Bestyrelsen består herefter af:

Jacob Nielsen (formand, 202)

Ebbe Jensen (207)

Thomas Nielsen (173)

Finn Bjørn (39)

Marianne Svankjær (287)

Ad 6. Valg af suppleanter:

Som suppleant valgtes Marina Krømmelbein (169)

Ad 7.  Valg af revisor: Statsaut. revisor Jan Hansen blev genvalgt.

Ad 8.  Indkomne forslag:

8F. Forslag om aftale med DinParkering.

Da der var indbudt gæster, startede generalforsamlingen med forlag 8F.

Dennis fra DinParkering mødte op og præsenterede firmaet, som samarbejder med Taastrupgaard og Gadehavegaard. Der blev kort redegjort for, hvordan beboernes biler bliver registreret, og gæstekort kan udstedes fysisk eller skabes via en app. Der tale om en gratis løsning for foreningen, og en del af kontrolafgifterne bliver ført tilbage til foreningen. Det er en ejerforening, der selv fastsætter de vilkår, der skal gælde for parkering.

Der blev stillet mange spørgsmål til DinParkering. Forslaget blev sat til afstemning, og blev nedstemt med overvældende flertal.

8A. Forslag om ny belægning på legepladsen.Forslagsstiller Michael Olofsen var ikke mødt. Brian oplyste, at det var et problem, at der var katteskidt på legepladser med grus, og at gummibelægning vil løse dette problem.

Formanden oplyste, at man forventede, at udgiften til etablering af ny belægning vil beløbe sig til ca. kr. 380.000.

Marina Krømmelbein oplyste, at man i overvejelserne burde tage særlig hensyn til udgifter til vedligeholdelse og jævnlig påfyldning af grus på legepladsen i dag, og holde det op mod levetid og forventede vedligeholdelsesudgifter på en gummibelægning.Helle Andersen foreslog, at man anvendte årets flotte resultat til at dække udgifterne til udskiftning af belægning eller alternativt, at man tog pengene fra grundfonden, hvilket Steen Ternstrøm bekræftede var en mulighed.

Brian oplyste, at han havde bistået i forbindelse med indhentelse af tilbud på etablering af gummibelægning igennem Høje Taastrup Kommune. Kr. 380.000 var en prisindikation. Formanden oplyste, at man for 3–4 år siden havde indhentet tilbud, der var meget dyrere.

Forslaget blev sat under afstemning under forudsætning af, at udgifterne udgør ca. kr. 380.000 jfr. prisindikation, og at bestyrelsen indhenter flere tilbud, og blev vedtaget med overvældende flertal. Samtidig blev det vedtaget, at betaling sker på en gang og ikke i etaper.

8B. Forslag om fældning af stort birketræ.

Forslagsstiller Gitte Glud præsenterede forslaget og oplyste, at hun er plaget af allergi, og det pågældende birketræ er til stor gene, da hun går rundt i en konstant sky af pollen. Gitte Glud oplyste, at hun tidligere havde indsamlet 34 underskrifter og alene havde fået 3 afslag fra beboere, til støtte for hendes ønske om at få fældet træet.

Forslaget blev sat under afstemning. Flertallet nedstemte forslaget, hvorfor træet ikke fældes.

8C. Forslag om opsætning af nummerskilte med lys i.

Forslagsstiller Henrik Kammann var ikke tilstede. Formanden oplyste, at udgifter til opsætning af skilte med solceller ville beløbe sig til kr. 30.000 – 40.000. Forslaget blev sat under afstemning, og flertallet stemte imod.

8D. Forslag om renovering af belysningsanlæg til LED-lys.

Formanden oplyste, at omkostningerne i forbindelse med ændring af lamper til LED-lys ville beløbe sig til ca. kr. 131.250. Tilbagebetalingstiden på investeringen vurderes at være ca. 9 år.

John Byrgesen spurgte, om lys på gavlene ved Rønnevangshusene ville blive etableret på samme steder, som de er i dag, hvilket Christian Sjøquist bekræftede.

Forslaget blev sat under afstemning, og et stort flertal vedtog forslaget.

8E. Forslag om ændring af boligreglement.

8E1.  Formanden gennemgik kort forslaget og oplyste supplerende, at det er til gene, når lange gulpladebiler parkerer, så de rager ud over båsene.

Frank Roemer oplyste, at han selv havde en lang gulpladebil, som han bestræbte sig på at parkere ved skuret, hvor parkeringen ikke var til gene, og her vil man kunne forlænge båsene.

Helle M. Andersen oplyste, at der aktuelt var et problem lige på hjørnet efter svinget, hvor der holdt en meget lang bil, som ovenikøbet havde anhængertræk.

Eli Sørensen bemærkede, at det ville være meget vanskeligt at håndhæve en regel som den  foreslåede, når man nu lige havde nedstemt forslag om indgåelse af aftale med DinParkering.

Thomas Nielsen oplyste, at man i.h.t. lovgivningen altid ville kunne parkere sin bil i en bås, men ved hjælp den foreslåede regel vil en bil kunne fjernes, hvis denne er til gene. Problemet er hvem, der skal fjerne bilen, og hvem, der skal afholde omkostningerne.

Jim Larsen gav udtryk for, at problemet ikke var stort, og at man måtte køre uden om de lange biler, og foreslog, at man eventuelt varierede længden af båsene.

8E2.  Steen Ternstrøm redegjorde kort for forslaget og understregede, at der ikke kun var tale om overtrædelser af parkeringsreglerne, men at det gjaldt alle overtrædelser af vedtægter,    boligreglement og regulativer

John Byrgesen bemærkede, at foreningen ikke har en husorden men et boligreglement. Steen Ternstrøm bekræftede, at ordlyden ville blive ændret, hvis forslaget blev vedtaget.

8E3.  Formanden gennemgik forslaget, og en enkelt beboer efterlyste farvekoderne på maling, som er tilladt i bebyggelsen. Bestyrelsen vil se på det.

Jim Larsen gentog, at han ikke synes, at problemet med parkering af gulpladebiler er stort, men at han synes, at der til tider kan være for få parkeringspladser, og man burde overveje at fjerne plænerne og skabe flere parkeringspladser.

Marianne Svankjær oplyste, at man kunne formindske parkeringspladserne og dermed skabe flere parkeringsplader. Henning Dalhus forklarede, at det var en dårlig ide, og det ville give alt for mange Bilka-buler, men at man i stedet burde tage græsplænerne i brug, hvorved der kunne skabes hen mod yderligere 20 parkeringspladser.

Steen Ternstrøm oplyste, at der ikke var stillet forslag om etablering af nye parkeringspladser, og at der i øvrigt ville være økonomiske overvejelser at tage stilling til i en sådan forbindelse, hvorfor dette ikke kan komme til afstemning på generalforsamlingen.

Forslaget blev sat under afstemning, og der var flertal imod 8E1 og 8E2, i hvilken forbindelse Thomas Nielsen tilføjede, at bestyrelsen hermed ikke ville kunne gøre noget, når de blev kontaktet i anledning af beboere, der følte sig generet af parkerede biler. Margit Steck oplyste, at der i det eksisterende boligreglement er mulighed for at bringe forhold i orden for en beboers regning, og at denne bestemmelse burde tages i brug.

Jim Larsen understregede, at det faktum, at forslaget blev nedstemt, ikke var udtryk for et    angreb på bestyrelsen, som udførte et fremragende stykke arbejde.

8E3 som stort set var identisk med et forslag, der blev vedtaget på sidste års generalforsamling, blev vedtaget med stort flertal.

8G. Forslag om aktivt arbejde med parkeringsudfordringer.

Forslagsstiller Jens Otto Spliid bemærkede, at han var opmærksom på, at det faktum, at generalforsamlingen ikke ønskede at indgå aftale med DinParkering, efterlod bestyrelsen temmelig handlingslammede overfor parkeringsudfordringer i foreningen. Jens Otto Spliid begrundede forslaget med, at han i en konkret situation havde henvendt sig til Politiet, da en stor bil var parkeret så uhensigtsmæssigt, at udsynet for billisterne var væsentlig hæmmet. Der var tale om en trafikfarlig situation. Politiet havde udstedt et påbud, og den pågældende bilejer parkerede nu 50 m længere nede ad gaden.

Forslagsstiller Jens Otto Spliid trak efter omstændighederne forslaget tilbage, men benyttede lejligheden til at opfordre alle til at tage hensyn til hinanden. Formanden supplerede med at opfordre til, at store biler parkerede andet steds.

Ad 9. Eventuelt:

På opfordring bekræftede bestyrelsen, at arealer bag sydvendte hække skal vedligeholdes af hver enkelt boligejer.

Jens Otto Spliid henstillede til, at bestyrelsen overvejede at opsætte en stander til elbil. Formanden oplyste, at der var stillet forslag herom sidste år, og at dette blev nedstemt.

Finn Bjørn benyttede lejligheden til at takke alle beboerne for deres imødekommenhed, når de møder op i genbrugsgården. Alle er velkomne til at kigge ned til Finn, når han er der.

John Byrgesen spurgte ind til, hvad den nye affaldsordning indebar. Christian Sjøquist oplyste, at hver boligejer får en ny affaldsspand med 2 fraktioner. Glas, aviser, metal og plastik skal indleveres i genbrugsgården. Der var en livlig debat, men Thomas Nielsen understregede, at der var tale om noget nyt, og at der derfor var mange spørgsmål, men ingen havde mulighed for at besvare spørgsmålene på nuværende tidspunkt. Ordningen træder tidligst i kraft 1.1.2020.

Joan Poulsen forespurgte, om der var mulighed for at anvende fællesskurene, idet der for nogle beboere var meget lang vej til genbrugsgården.

Herefter blev der foretaget en vejledende afstemning, om der er behov for etablering af en affaldsø, eller alle skal gå til genbrugsgården med det affald, som ikke kan lægges i spand med 2 fraktioner. Der var overvejende flertal for, at folk skal gå til genbrugsgården.

Marianne Svankjær henstillede til, at 50-års jubilæet d. 10. august kun er for beboere i bebyggelsen.

Formand Jacob Nielsen takkede for fremmødet og for de mange gode indlæg, og han hævede herefter generalforsamlingen.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

09.09 | 21:57

Nej, der er ingen kode umiddelbart. Prøv at ringe til YOU SEE, det er dem der står for det.

...
09.09 | 11:04

Hej

Lige flyttet hertil og har problemer med at få kabel tv til at virke. Er der en kode jeg skal trykke
Hilsen Anja

...
08.09 | 13:53

kan godt anbefale fibernet fra waoo var med til at få det ind i runeparken og det fungeret rigti godt og var billiger en alt andet

...
14.06 | 23:09

As a neighbour please respect others neighbour’s kids. Dont scold and shout on them. Let them play in their’s house. Please 🙏

...
Du kan lide denne side